De Danske Enevældige Konger: Christian den 8.

Den 3. december 1839, får Danmark en ny konge. Netop denne konge (Christian den 8.) indførte 25 år forinden en fri forfatning i Norge. Forventningerne om, at Christian den 8. skulle oprette en fri forfatning i Danmark var dermed høje. Men denne frie forfatning bliver dog indstiftet af Frederik den 7.

Den lutheranske Christian den 8. (1786 – 1848) var søn af Arveprins Frederik samt Sofie Frederikke og hermed kun fætter til den forhenværende konge (Fredetik den 7.). Eftersom Frederik den 7. ingen sønner fik, blev Christian den 8. konge af Danmark. Christian den 8. Har altså aldrig været kronprins. En yderligere sjov detalje ved Christian den 8. er, at han selv satte kongekronen på sit hoved. Dette er et vidne til, at idéen om den enevældige konges betydning er aftagende.

Uddannelse:
Foruden den obligatoriske officer uddannelse, har Christian den 8. studeret højniveaus fag indenfor humaniora. Det siges herudover, at han har en stor kendskab til andre fag som naturvidenskab, matematik, musik, teater mm.[1]

Ægteskab:
I 1806 giftede Christian sig med sin kusine Charlotte Frederikke. Sammen fik de en søn (Frederik 7.), men deres forhold forløb ikke særlig vel. Efter 4 år sammen mente Christian, at Frederikke havde et forhold til sin sanglære (Edouard du Puy). Christian formår at få bevist sin teori, og hans ægteskab til Frederikke bliver ophævet. Hernæst forvises Charlotte Frederikke til Horsens, og hun frarøves kontakt med sin søn.

I 1815 gifter Prins Christian sig igen. Denne gang med med Caroline Amalie, der dengang har været omkring 19 år.
Det siges dog at Christian den 8. var kvinde-glad, og havde flere børn udenfor ægteskab.

Magten over Norge:
I år 1812 blev Christian udpeget som general. Under Napoleonkrigen (1813) blev han derfor sendt, som statsholder, til Norge.

Formålet med rejsen gik ud på, at styrke det danske kongehus’ loyalitet overfor det Norge. Christian vandt hurtigt nordmændenes hjerter, og blev Moss-konventionen d. 17. maj 1814 konge over Norge. Det var dog ikke det eneste der skete den dag. På én og samme tid underskrev Christian Eidsvoll-forfatningen. Herved fik Norge en fri forfatning.

I Norge ansås Christian den 8. for at være en stor helt. Foruden at give den norske befolkning en fri forfatning, reorganiserede han Norges administration, økonomi og forsvar.
Før Christian blev konge over Norge, havde Frederik den 6. under fredsaftalen i Kiel d. 14. januar 1814, overladt Norge til Sverige.

Politik:

Den 3. december 1839, tiltræder Christian den 8., som konge af Danmark. På baggrund af denne hændelse forventer de liberale, at der ligesom i Norge bliver indstiftet en fri forfatning. Revolutionen var yderligere begyndt, at vise tænder i hele Europa, og i Frankrig var enevælden allerede blevet afskaffet i ca. 1780-99. De danske liberale havde altså belæg for deres forhåbninger om en ny forfatning.

Selvom kongen via enevælden fik tilskrevet sig al magten, havde kongernes rådgivere en stor indflydelse. Dette gjaldt også for Christian den 8. Begge hans rådgivere var tilhænger af enevælden, og ville derfor ikke have, at Christian den 8. skulle give danskerne en fri forfatning. Dette betød ikke at en reformation ikke var mulig, men derimod at demokrati var umuligt.

I alliance med sine rådgivere nåede Christian den 8. frem til, at danskerne skulle have en loyalitet overfor kongehuset. I starten af 1840’erne arbejde kongen og rådgiverne derfor på at forbedre det danske monarki. Man havde overvejet forskellige metoder, men kongen mente at den preussiske metode vil være bedst. Altså skulle kongen, alle medlemmer af kongefamilien og andre embedsmænd samt rådgivere lede landet, så det ikke kun var kongen alene, som skulle have al magt.
Mens kongen kæmpede for at finde en løsning, for både ham og danskerne, havde han også en andet problem længere sydpå. Slesvig Holsten vil nemlig ikke længere være en del af Danmark, men kongen agtede ikke at give slip på dem. Han prøvede derfor, at opvække en national følelse hos Slesvig-holstenerne. På denne måde kunne beborene føle sig danske og ikke ’statsløse’. Ved at gøre det danske sprog til det officielle i Slesvig Holsten, kunne han fremkalde en nationalfølelse.

Danskerne ville umiddelbart ikke gå på kompromis med kongens forskellige forslag om en ’nye regering’. De var fastbesluttet på at demokratiet skulle indføres. På den anden side var kongen ligeledes opsat på at demokratiet ikke skulle indføres, men at monarkiet skulle forbedres.

I slutningen af år 1847 blev Christian 8. Pludselig syg. Via sygdommen realiserede han, at hans levetid var bergænset. Dette bekymrede Christian, eftersom han ikke anså sin søn (Frederik) for at være kongeegnet. Sønnen havde ydermere til hensigt, at indføre en fri forfatning i Danmark. Dette var ligeledes foruroligende for Christian. Christian snakkede af den grund adskillige gange med sin søn, men der var ikke rigtigt noget der hjalp. Omvendt så det ud til, at kroneprins Frederik fik overtalt sin far. Før sin død indså Kong Christian nemlig, at en fri forfatning ville være det bedste for Danmark. Der var egentlig heller ikke andre veje tilbage, man kunne ikke få et hel folkefærd til pludseligt at ændre synspunkt. Og hvis ikke danskerne fik en fri forfatning, ville Danmark måske gå i opløsning. Med disse tanker i sindet besluttede Konge Christian den 8. sig for at give danskerne en fri forfatning. Hans død i 1848 forhindrede ham dog i dette. Allerede et år (den 5. juni 1849) efter, var Christian den 8.’s søn, Frederik den 7. hurtig på dupperne, idet han indførte den længe ventede frie forfatning i Danmark.

Økonomi:
Før og under Christian d. 8.’s magt periode var landbruget det førende erhverv i Danmark. I slutningen af 1700-tallet og frem til 1840’erne levede 80 % af befolkningen nemlig på landet.

Efter 1840’erne tog industrialisering for alvor fart. Landets penge kom dog stadig fra landbruget. Det var især Danmarks handelskontakter til Storbritannien, som udløste en positiv udvikling i Danmark.

Fæstebønderne brød sig ikke om samfundshierarkiet og de ville gere have afløsning af hoveriet. Stænderforsamlingerne skete for første gang i 1835-1836 og i samarbejde med regeringen blev der gennemført kommunalt selvstyre i København og for købstæderne (1840). Man ønskede generelt kontrol og sparsommelighed i statsfinanserne; bønderne havde krav om fortsættelse af landboreformerne, mens de liberale med støtte fra især akademikere og byernes erhvervsdrivende opkrævede en hastigere økonomisk liberalisering, udvidet trykkefrihed og øget indflydelse for stænderforsamlingerne. Efter bondebevægelsen i 1840’erne følte regeringen sig nødsaget til at hæmme bondebevægelsespolitikken. Den økonomiske fremgang for landbruget styrkede bøndernes krav om at få både en frigørelse fra godsejerstyret og ligestilling med øvrige samfundslag. I 1840’erne skete der en afvikling af det offentlige hoveri. Fæstebønderne kunne nu igangsætte i deres ene gården, da de var frie og kunne foretage sig lige hvad de ville. Derudover blev der oprettet en kongelig kreditkasse, som gav fæstebønder muligheden for selveje. Dette var meget positivt for samfundet da den nye form for afgrøder og nyudviklede landbrugsredskaber gjorde det effektivt at dyrke landbruget.

Under Christian d. 8.’s tid bestod Danmark af: Danmark, Slesvig, Holsten, Grønland, Island og Færøerne. Danmark var et kæmpe styre på daværende tidspunkt, hvor der bl.a. blev brugt en masse penge på Slesvig og Holsten da kongen gerne ville have at de 2 byer skulle føle en vis national følelse over sig, eftersom de gerne ville løsrive sig fra den danske stat, og det var den eneste mulige måde hvorpå Danmark kunne beholde dem.

Kultur:

Det siges at Christian den 8. var vældig kulturel. Hvilket medførte en blomstrende kulturhistorisk magtperiode. Selvom kampen mellem de nationalliberale og monarkiet var i gang, var kulturen under rampelyset.

Under hans magtperiode (1839-1848) støttede han fx N.F.S. Grundtvig højskoleplaner. Det var også under Christians tid, at H.C. Andersen og Søren Kierkegaard bekendtgjorde deres navne.

Købstadssamfundet:
Købstadssamfundet er delt op i forskellige grupper alt efter hvilket erhverv de beskæftiger sig med. Købsstaderne havde hver sin havn, og de delte sig op i lav. F.eks. havde København sin egen rolle som hovedstad og residensby .
I slutningen af 1700-tallet, var der færre end 1000 indbyggere i købsstaderne. Dog steg antallet af indbyggere i starten af 1800-tallet, på grund af urbaniseringen. Efter Christian 8.’s død siges det, at København havde et indbyggertal på omkring 130.000. [2]