De Danske Enevældige Konger: Christian den 7.

Christian den 7.

Kong Christian den 7. blev født i 1749, og var søn af Frederik den 5. og Louise af Storbritannien. I en alder af 17 år, indgik Christian den 7. i et traditionelt arrangeret pligtægteskab med sin kusine, Caroline Mathilde, af Storbritannien. Et år senere fødte hun Frederik den 6., som var deres eneste barn. I 1766 blev han kronet, og overtog derved tronen fra sin far, Frederik 5.

Som ung var han en meget begavet ung prins, men havde dog en tendens til at være nervøs. Han havde en række lærere til at undervise ham, heriblandt en dansk lærer samt opdrager ved navn Ditlev Reventlow. Hun var en meget skrap lærer, som altid var efter ham. Det var bl.a. hende, der opdagede Christians interesse for sin schweiziske lærer, Elie Salomon François Reverdil. Ditlev Reventlow brød også ind, hver gang Reverdil fik kronprinsens opmærksomhed. [1]

;

Man vidste i forvejen, at Christian d. 7. ikke var helt normal, og allerede i år 1906 fremførte hans læge, Viggo Christiansen, at han led af skizofreni. Sygdommen blev gradvist forværret, og til sidst blev det bestemt, at han ikke var i stand til at regere. Her opstod et knudepunkt, for kongen var jo indstillet på at skulle være konge. Desuden var det nødvendigt for lige netop, Christian den 7. at forblive konge, fordi han skulle gennemføre nogen af sin fars ideer, som jo havde indflydelse på oplysningstiden. Dette hjalp hans lærer, Elie Salomon François Reverdil, med. På grund af hoffets ledende mænds erfaringer om at regere, så var de i stand til at manipulere med den nye og delvis uerfaren konge. Det var bl.a. også på denne måde, at Johann Friedrich Struensee fik sin plads ved hoffet på.

Johann Friedrich Struensee

Struensee

Johann friedrich Struensee blev født i Hallen, Tyskland i 1737 og døde i 1772. Struensee var en uddannet læge, og det var bl.a. også på denne måde han fik chancen for at komme i kontakt med kong Christian d. 7. Christian d. 7. skulle deltage i en rejse som ville vare 2 år, men da han nåede til Slesvig, mødte han Johann Friedrich Struensee, som han fik et tættere forhold til, eftersom at de næsten havde samme politiske tankegange. Struensee blev dermed kongens rejselæge, og hans job var at hjælpe ham igennem hans sygdom. Det var planlagt at rejsen skulle vare 2 år, men det varede dog ikke mere end 8 måneder før Christian d. 7. vendte hjem igen med Struensee. Eftersom at Struensee fik en stor indflydelse på kongen, så formåede han at få en stilling som kabinesekretær for Caroline Mathilde og forlæser for kongen selv. Han arbejdede meget fornuftigt, og han opnåede mere og mere tillid fra kongen pga. hans flittige arbejde.
I Efteråret 1769 udbrød en kopperepidemi. Sygdommen var ny på dette tidspunkt, og mange uskyldige børn døde, indtil Struensee indførte en vaccine mod sygdommen.[2]

Struensees erfaringer indenfor lægemiddel var årsagen til, at man i Danmark nu kunne bekæmpe kopper. Han blev meget anerkendt i København, da han formåede at redde tusinder af børn. Han påvirkede desuden også Caroline Mathilde på dette tidspunkt, da hendes eneste barn, Frederik d. 5, blev helbredt af ham. Deres forhold blev stærkere med tiden, og det endte med at de, i 1771, fik en pige ved navn Louise Augusta. Selvom alle var bevidste om, at barnets oprindelige fader var Struensee, så anerkendte Christian d. 7. dog stadig, at det var hans datter. På denne måde havde Struensee opnået en stor indflydelse på Christian d. 7. og på grund af den øget tillid som kongen havde til Struensee, så opnåede Struensee en del magt. Han overtalte bl.a. kongen til at fjerne udenrigsministeren J.H.E Bernstorff fra hans stilling [3], hvorefter han afskaffede gehejmekonseillet og indførte et kabinessystem i stedet. På denne måde kunne Struensee få rollen som kongens eneste minister.
Struensee formåede at ændre en del af den tidligere lovgivning. Blandt de væsentligste ændringer, som han fik udrettet var følgende:

Han fik muligheden for at fyre det gamle konseilsministre, og erstattede det med et kabinetsstyre. Her udnævnte han desuden også sig selv som greve, hvor han havde fuld magt over kabinetsordrer. Kongen skulle dog stadig godkende dem, og eftersom at han havde en stor tillid til Struensees dømmekraft, så var dette ikke et særligt stort problem.
Han gjorde, at offentlige ansættelser udelukkende skulle ske efter kvalifikationer
Statens bureaukrati skulle dermed også forenkles
Godsejernes indflydelse blev mindsket.
Tortur indenfor retsvæsnet blev afskaffet.
Skole og sundshedsvæsnet blev forbedres.
Censuren blev afskaffet, hvorefter at trykkefriheden blev indført [4]

Mange af hans kabinetsordrer var netop præget af oplysningstidens tanker. Struensee havde nu fuld magt over Danmark, indtil en paladsrevolution i 1772. Efter et maskebal, blev Struensee, Caroline Mathilde og en af Struensees nære venner, som også var med til at fuppe kongen, arresteret. Det var enkedronningen Julliane Marie og embedsmanden Ove Høegh-Guldberg (som Struensee formåede at udmanøvre), der viste sig at stå bag kuppet. Struensee blev både sigtet for at fuppe kongen for at få større magt, og for sit forhold til Caroline Mathilde. Hans straf var derfor den værste straf, der kunne tænkes i denne periode. Straffen blev kaldt hjul-og-stejle-straffen, og gik ud på at de anklagede skulle starte med at få en smerte. Dette kunne f.eks. være ved skæringen af et tilfældigt organ. I Struensees tilfælde, var det hans arm der blev skåret af. Dernæst blev deres hoveder skåret af, og fremvist til hele befolkningen. Til sidst blev alle deres indvolde taget ud og sat frem, så alle ville frygte dem og aldrig tænke på at gøre noget lignende.

Struensee blev derfor henrettet i 1772, mens Caroline Mathilde blev flyttet til en celle i Tyskland, hvor hun døde 4 år senere.

Struensee & Caroline Mathilde

Caroline Mathilde

Kong Christian d. 7. var gift med den engelske Caroline Mathilde. Forholdet imellem dem har aldrig været det bedste. Omkring 1769 kom Johann F. Struensee ind til slottet som Kongens livlæge. Han blev forelsket i kongens hustru, dronning Caroline Mathilde. Deres forhold udviklede sig gradvist og efter et år blev det tydeligt for hoffet, hvad der foregik imellem dem. De fik også en datter sammen.

Gennem dronningen fik Struensee adgang til den politiske magt. Kongen havde også utrolig meget tillid til Struensee da han jo også er hans livlæge. Derfor kunne Struensee frit give råd og indirekte indføre lov og reformer. Altså kunne han få kongen til at underskrive de forskellige lovforslag.

Det siges at Struensee udnyttede kongens sindssygdom til at udvide sin magt. Flere gange blev kong Christian nemlig stresset og træt af de mange lovforslag og pressen fra rigsrådet, og derfor blev det muligt for Struensee at overtale ham til at overdrage magten videre til ham selv. Dette skete i 1771 og i løbet af de 2 år, hvor kongen var enehersker, fik Struensee indført flere love og reformer, som gavnede bønderne. Under denne tid regerede kongen slet ikke, og tiden bliver kaldt et Intermezzo, som betyder pause. Dvs. Struensee var en pause for kongen. Mens Struensee styrede Danmark indførte han mange love, som var til gavn for bønderne bl.a. censur.

Censur

Få år efter opfindelsen af trykkemaskinen, indførte den katolske kirke censur. Med censur menes, at en trykt ytring først skulle have en offentlig tilladelse. Dvs. bøger, aviser og alle andre måder at udtrykke sig på, først skulle læses igennem, inden de blev offentliggjort, hvis de altså overhovedet fik lov til at blive offentliggjort. Mange tekster/bøger blev holdt tilbage og de helt uønskede bøger blev skrevet på en liste [5]. Læsningen af disse blev forbudt.

Censur af religiøse og verdslige skrifter fandtes i alle europæiske stater, men hvornår de blev opkrævet var forskelligt fra land til land.

Der har været tider hvor censuren har været i dens højdepunkt, og hvor der var blevet vedtaget nogle love omkring det. Bestemmelsen af censuren står skrevet i Kirkeordinansen [6] og i Christian 5.s Danske Lov.[7]

I Kong Frederik 5.s regeringstid var der indført hård censur i Danmark. Alt, som blev skrevet, skulle kontrolleres inden det blev publiceret. Blev dette overtrådt, ventede der hårde straffe, såsom bøde, fængsel og endda også dødsstraf.

I England blev censuren ophævet allerede i 1695. Da Caroline Mathilde blev gift med Christian den 7. tog hun alle de bøger hun havde lyst med hertil, og da hun engangimellem rejste til England, tog hun flere bøger med sig hjem, da læsningen af disse var forbudt i Danmark.
En af de ting som Struensee også fik udrettet var, som sagt, at afskaffe censuren i Danmark. Det gjorde han i 1770, hvilket nok for det meste var til hans egen fordel, nemlig for at vinde befolkningens støtte. Dog da staten og Struensee blev kritiseret, måtte der kort tid efter alligevel sættes regler for, hvad der måtte skrives og trykkes. Censuren var ikke genindført, fordi teksterne ikke skulle godkendes før de blev trykt, men hvis man derimod overtrådte reglerne, ville man blive hårdt straffet.

Efter Struensees henrettelse i 1772, blev en mand, ved navn Ove Høegh-Guldberg den mest magtfulde mand i Danmark. Denne mand var skrap, hvad angik trykkefriheden, og han kørte en meget streng og skarp kontrol af tekster. Det lignede meget censuren, som fandt sted inden Struensee kom til magten, men dog kaldtes denne ikke for censur. Alligevel sad der nogle såkaldte censorer, som fik lov til at ændre på tekstens indhold og ligefrem slette noget fra teksten. Og havde forfatteren noget at kritisere, jamen så ville han blive dømt for overtrædelse af loven.

Da Høegh-Guldberg blev sat af magten, var det Kong Frederik den 6., og nogle af Høegh-Guldbergs efterfølgere, som tog sig af trykkefriheden. Der blev løsnet lidt om de mange stramme regler. Perioden kaldtes opinionsstyrkede enevælde, hvor borgerne var en slags rådgivende gruppe. Desværre gik den Franske revolution i gang i Frankrig, og befolkningen forholdt sig mere kritisk overfor enevælden nu. Næsten i slutningen af 1799 blev reglerne for trykkeri igen skærpet, hvor de regler, som før var ophævet, igen blev indført, dog blev censuren endnu engang ikke indført som lov.

Landboreformen.

I midten af 1700-tallet, kort tid før Christian d. 7 kong på magten, var samfundet opbygget på en anderledes måde. Det var indførelsen af enevælden i 1660, der gjorde at den danske adel havde mistet sin indflydelse og blev nærmest betragtet for at være på lige fod med godsejerne under kongen og kirken. Danmark havde været igennem en masse fra perioden mellem 1733 og helt indtil den danske landbokommision indførte de danske landboreformer i 1786. Inden indførelsen af reformerne, levede de danske fæstebønder under nogle dårlig vilkår, hvor der ikke kunne garanteres om de ville få føde. Fæstebønderne i denne periode blev nærmest ejet af godsejerne, som udnyttede deres arbejdskraft og behandlede dem dårligt. Man kan sådan set sige at fæstebønderne ingen fremtid havde, da godsejerne havde flere krav til dem. Blandt de væsentligste krav, var hoveri, som var en form for pligtarbejde, hvori at fæstebønderne arbejdede for at kunne leje sig ind i godsejernes jord. Foruden dette, så blev de også bedt om at betale nogle relative store dele af deres indkomst, og det var i form af landgilde eller ligningende afgifter.

Foruden afgifter og andre omkostninger, blev der i 1733 indført stavnsbånden, hvis funktion var at forbyde unge mænd i en alder fra 14-36 i at forlade godsejerens gods uden tilladelse [8]. På denne måde, kunne godsejerne sikre at deres fæstebønder ikke forlader dem. Det var vigtigt, da kvinderne i hjemmet ikke havde nogen chance for at klare sig selv uden mændene.

I 1784-85 udtænkte godsejeren og leder af rentekammeret, Grev Christian Ditlev Reventlow, et forslag til en regeringændring, som både ville gavne økonomisk set, og medføre til at fæstebønderne kunne få en chance for at udvikle dem selv, og kommer ud af fattigdommen på. Dette forslag gik ud på at ændre på landbokommisionen, og danne en landboreform, som bestod af 3 trin:

Ophævelse af landsbyfællesskabet, for dermed at have muligheden for selvleje.
En reform af fæstevæsenet, som gik ud på at fæstebønderne skulle leve under bedre betingelser. Det blev der gjort ved blandt andet at begrænse hoveriet. Det var en fordel for de fæstebønder der stadig var knyttet til deres godsejere.
Bøndernes overgang til selveje gennem afskaffelsen af stavnsbåndet, som medførte til at fæstebøndernes levevilkår blev meget bedre.[9]

Udover disse ændringer, gjorde man det også muligt for bønderne at udbetale landgilden i slutningen af året. Disse ændringer i landboreformen, gjorde det bedre for fæstebønderne, da de nu havde en lysere fremtid. De fleste af dem udnyttede desuden også deres nyvundne frihed, og eftersom deres økonomiske tilstand blev forbedret, så havde de nu mulighed for at opkøbe de gårde som de førhen lejede af godsejerne. Mange af fæstebønderne havde nu også råd til at forbedre gårdene, og dette gjorde at gårdene automatisk steg i værdi. Det resulterede i at godsejerne nu opkrævede mere i leje. [10]

Mange af godsejerne var utilfredse med denne ændring, men Reventlow og flere andre betydningsfulde godsejere kunne se den store økonomiske forbedring det ville bringe. Da reformen blev diskuteret i 1785, så valgte Reventlow bl.a. at udføre reformen på mange af sine gårde, og da landbokommisionen kunne se den klare forbedring, så ændrede de mening. I starten klagede godsejerne over reformen, men da pengene stille og roligt kom frem, så ændrede de også mening. Samfundet havde nu ændret sig drastisk, og det gjorde inddelelsen at samfundsklasserne også. Det danske samfund i slutningen af 1700-tallet gik fra at en inddelelse af 2 samfundsklasser, hvilket var overklassen og underklassen, til et samfund med 3 samfundsklasser. Overklassen, underklassen og middelklassen.