 |
| Frederik VII. |
Frederik VII. (1808 – 1863) var den eneste søn af Christian VIII og Charlotte Frederikke. Frederik VII. døde af en blodforgiftning på Glücksborg Slot, og han blev begravet i Roskilde Domkirke.[1]
Frederik den 7. var ikke ligesom sin far, Christian den 8. Faderen var nemlig en højt begavet regent med en betydelig indsigt i billedkunst, litteratur og naturvidenskab. Frederik den 7., havde derimod ingen intellektuelle interesser, bort set fra arkæologi, og eftersigende kunne han faktisk ikke skrive korrekt dansk. Christian 8. forsøgte at råde Frederik 7. til at opgive enevælden til fordel for demokrati/en fri forfatning. Dette accepterede Frederik den 7. efter et folkeligt pres (Casino-møderne i København marts 1848).[2]
Casino-møderne:
Den aktuelle baggrund for Casino-møderne var den såkaldte ”Februar-revolution”, der fandt sted i Paris og var rettet mod den totalitære franske regering.[3]
I 1848 kom den danske enevældige styreform under pres. De københavnske borgere og de nationalliberale politikere ønskede følgende to ting:
- at indfør et konstitutionelt styre med fri forfatning.
- Samt en fælles forfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
Den 20 marts 1848 blev der afholdt et møde i Casinoteatret i København, hvor byens borgere vedtog en række ønsker, som de krævede, at Frederik den 7. skulle indfri. Mødet var blevet indkaldt
af de nationalliberale
politikere. Formålet med mødet var at opnå borgernes støtte til resolutionerne
for at kunne ligge pres på kongen.[4]
Alt i alt kan man dog
sige, at Frederik den 7. handlede fordelagtigt, da han accepterede demokratiet
som styringsform. Dette skyldes, han ikke var helt begejstret for at påtage
hvervet som enevældig monark. Frederike den 7. afviste dog det andet krav om
Slesvig-Holsten. Herved blev Treårskrigen en realitet (se punktet Treårskrig).
Under alle omstændigheder kunne en folkevalgt regering, Moltke, tiltræde den 22
marts 1848.[5]
Grundloven:
Danmarks første grundlov
blev underskrevet af kong Frederik den 7. den 5. juni 1849. Det betød at
enevælden, der havde været den gældende regeringsform siden 1660, var forbi.
Danmark blev nu et såkaldt konstitutionelt monarki (som også kaldes grundlovs
monarki). Grundlovens var primært inspireret af den frie norske forfatning fra
1814 og den belgiske 1831. Grundloven gjaldt imidlertid ikke for Sønderjylland
(Slesvig-Holsten).[6]
 |
| Frederik VII. underskriver grundloven |
Danmark
fik to lovgivende forsamlinger: Folketinget og Landstinget, tilsammen kaldes de
Rigsdagen. Til Folketinget havde alle mænd der var fyldt 30 år og havde
husstand valgret. Det indebar at tjenestefolk, fattighjælpsmodtagere og kvinder
ikke kunne stemme. I Landtinget var valget derimod indirekte, da kandidaterne
var mænd over 40 år.
Treårskrigen:
I februar 1848 blev en
revolution udbrudt i Paris, og i løbet få uger spredte den revolutionære
bevægelse sig til andre dele af Europa. Uroen bredte sig nordpå til Slesvig og
Holsten samt Danmark, og den nationale konflikt mellem Danmark og Tyskland, som
længe havde været en stor konflikt brød ud og det førte til borgerkrig.
Baggrunden for
konflikten var, at man (den 20. marts 1848) i København havde fået oplyst, at
de slesvigske og holstenske stænder deputerede (dvs. rådgiver som er medlem af
stænderforsamlinger). Disse havde forsamlet sig den 18. marts, og ville sende
en deputation til kong Frederik den 7. med krav om en fri fatning og Slevsvigs
forening med Holsten samt dets optagelse i Det tyske Forbund. Da de
nationalliberale i Danmark hørte dette, valgte de at hævde at dette betød oprør
i Hertugdømmerne. Aftnen til den 20. marts indkaldte de til et stormøde, nemlig
casinomødet (se punktet casinomødet). Der var demonstrationstog imod kongen på
Christiansborg, og der var omkring 10.000 mennesker, som stillede sig bag
kravet. Men kongen afviste deres opfordring. Da efterretningerne om, at førende
nationalliberale politikere var kaldt til kongen for at blive ministre, måtte
man her opfatte det, som om der var udbrudt en revolution i København, på samme
måde, som det nogle dage forinden var sket i Berlin og Wien. Den 23. marts blev
der dannet en regering, som skulle forsvare Hertugdømmerne mod angreb fra
Danmarks nye ledere, og da man måtte regne at en ny regering i København ville
bruge magt imod den slesvigske-holstensk regering. Men Danmark var ikke
militært forberedt på krigen.[8]
De tyske
slesvig-holstenere kunne måske have nedkæmpet de danske styrker, hvis oprørerne
havde modtaget støtte fra Tyskland i form af våben. Danmark sluttede imidlertid
fred med Preussen den 2. juli 1850. Derfor ophørte den aktive preussiske assistance
til de slesvig-holstenske oprørere, som ikke havde ressourcer til at fortsætte
krigen. Det selvsvig-holstenske problem måtte nu vente på en afklaring. Mange i
Danmark mente at det var en dansk sejr, ikke kun over for slesvig-holstenerne,
men også over hele Tyskland.
Først 14 år efter traf
man en beslutning. I grænselandet var det danske og tyske folk i skarp strid
mod hinanden. Den preussiske ministerpræsident og udenrigsminister var ikke
længere indstillet på at acceptere en udsættelse af problemet løsning. Om det var
nødvendigt at Preussen var klar til at lade hertugdømmernes fremtid afgøres på
slagmarken. Det endte så med, at det var Tyskland der fik Slesvig-Holsten.[9]
Danmark
mod en bedre økonomisk tilstand:
I ca.1850 kom industrialiseringen,
hvor man brugte nye industrier og nye produktionsmetoder til at øge væksten. En
af metoderne var at bruge maskinindustrien, hvor man bl.a. brugte forskellige
maskiner til produktion af varer. Det var fx dampmaskinen der blev taget meget
i brug i forskellige fabrikker, som fx i papirfabrikker, bomuldsfabrikker,
bogtrykkerier osv. Der blev også installeret jernstøberier i hver provinsby og
de fleste jernstøberier producerede bl.a. gryder, pander, kakkelovne,
bygningsmaterialer og m.m.[10]
Derudover blev der
grundlagt flere fabrikker og det medførte en større arbejdsplads, hvor beboerne
kunne få et job og forsørge sig bedre end før. Det førte også til at bønderne
ude på landet flyttede ind til byerne, for at få et job i de forskellige
fabrikker. Befolkningen i byerne blev fordoblet og der var en stor mangel på
boliger. Denne kendsgerning bevirkede at teglværksindustrien fik sit store
gennembrud og blev en af de største industrier i Danmark, eftersom der var en
stor efterspørgsel på mursten, tagsten og drænrør. Teglværksindustrien brugte
maskinindustrien til at øge deres produktion for at fuldføre den store
efterspørgsel. De brugte bl.a. drænrørsmaskiner, men i 1860 kom en ny maskine,
som de tog i brug og det var murstensmaskinen. [11]
Infrastruktur,
kommunikation og handel var også en metode til at øge den økonomiske vækst,
fordi der blev lavet nye veje og nye havneanlæg, som gjorde det muligt at
handle og kommunikere med andre lande. Større fartøjer og øgede fragtmængder
stimulerede yderligere havnebyggeriet, og herved steg import og eksport
industrien.[12]
 |
|
Dette diagram viser
bruttofaktorindkomsten 1820-1994.
|
Industrialiseringen var en
succesfuld tid for Danmark, her steg økonomien nemlig drastisk. Hvis vi ser på
diagrammet (til venstre), så kan man se, at bruttofaktorindkomsten steg ret
meget i perioden 1840 - 1994. Men succesen i denne stigning ligger i årene fra
ca. 1850 og frem af, fordi der begyndte man at bruge de to metoder (nævnt
ovenfor) væsentligt mere.[13]
Industrialiseringen i
Danmark kom på grund af industrialiseringen i Europa. Det var England, som den
førende nation, med masser nye teknologier og maskiner, der udviklede det store
fremskridt i Europa. Den industrielle revolution i England kom i 1800, hvor dampmaskinen
og andre arbejdsmaskiner, som førte til maskinindustrien blev udviklet. Denne
maskinindustri spredte sig på baggrund af, at nogle englænder vandrede ud og
delte deres viden med andre lande. Det medførte at væksten i mange lande tog fart og dermed
også i Danmark i 1850.[14]
Danmark var den førende land i kornproduktion, hvor efterspørgslen fra andre
lande og specielt fra England var ret højt. Det medførte at produktionen blev
øget med 50 % og herved blev indkomsten forøget. [15]
[1],[2], [3] Kay Nielsen og Ib Askholm: Danmarks kongelige familier i 1000 år. 2007, Askholms forlag, side: 107-108
4] Www.Danmarkshistorien.dk : http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/resolutionerne-vedtaget-paa-casinomoedet-20-marts-1848/.
[5] Kay Nielsen og Ib Askholm: Danmarks kongelige familier i 1000 år. 2007, Askholms forlag, side: 107-108
[7]Henrik Bonne Larsen og Thorkil Smitt: Danmarkshistorisk oversigt. 2006, systime, s. 61
[6]Kay Nielsen og Ib Askholm: Danmarks kongelige familier i 1000 år. 2007, Askholms forlag, side: 107-108
[9] Kay Nielsen og Ib Askholm: Danmarks kongelige familier i 1000 år. 2007, Askholms forlag, side: 108-109
Ingen kommentarer:
Send en kommentar