Enevælden i Danmark

Enevælden kan siges, at være en afgrening af absolutisme. Overordnet er enevælden en betegnelse for et forfatningssystem, hvor en enkelt person har magten over hele staten.

Den absolutte magt som forekommer ved enevælden retfærdiggjordes ved:

•  at den person som styre samfundet har en magt og autoritet, som er givet fra Gud – han har kanaler til Gud.
• at personens magt er konstrueret på baggrund af folkets vilje eller det der er bedst for alle.  

Ved enevælden har én person altså magten. I mange europæiske lande udgøres denne person af en konge. Kongen har til opgave at beskytte samfundet fra fare og er ikke underlagt nogen former for regler eller love – dem skaber han nemlig selv!

Den enevældige konge har altså magt over enhver – selv adelen og kirken. Et eksempel kunne være Ludvig 14. (solkongen), som fra 1661 til 1715 (enevældigt) havde magten over Frankrig. Solkongen har især gjort sig bemærket ved at sige: ”Staten, det er mig”[1].

I Danmark har der ligeledes eksisteret enevældige konger. Den første i rækken udgøres af kong Frederik 3, som i 1648 erstattede den gamle håndfæstning med kongeloven. Denne lov karakteriseres ved ikke at måtte ændres samt at skulle forhindre landet i at deles. I korte træk drejer kongeloven sig om den danske kongelige arvefølge. Via kongeloven får kongen den totale magt – til gengæld skal han følge den protestantiske tro. I kongelovens indledning beskrives Guds rolle i henhold til kongen. Dette gøres formentlig for, at understrege forbindelsen mellem kongen og Gud.

Salvelse er det kongeritual, som bekræfter kongens guddommelige forbindelse. Dette medfører, at der kan drages paralleller mellem kongen og Jesus Kristus, på baggrund af at kristus, fra det hebraiske/arabiske ord messias, oprindeligt betyder den salvede.

Dette står umiddelbart i kontrast til den protestantiske tro, som siger at intet menneske er nærmere Gud end andre.